En stor feriepark ved Hjelm Bugt på Møn, som den hidtil har været skitseret fra investors side, kan næppe vedtages.
Beskyttelsen af de fri danske kyster blev markant styrket i 1990erne – ikke mindst under Svend Auken som miljøminister. Her indførte man i Planloven en 300 meters kystbeskyttelseszone og en kystnærhedszone på 3 km, hvor der blev stillet særlige krav til opførelse af nye anlæg og byggerier.
Baggrunden var, at der var et politisk ønske om at friholde de danske kyster, som er enestående i internationale sammenhæng, og som har store natur- og landskabskvaliteter, for tilfældige byggerier og i stedet fokusere udviklingen omkring kystbyerne.
Et feriecenter ved Hjelm Bugt på Møn vil på baggrund af planlovgivningen med stor sandsynlighed blive mødt med et veto fra enten Bolig- og Planstyrelsen eller efterfølgende fra Planklagenævnet.
Det bør politikerne i Vordingborg kommune forholde sig til, før de vælger at bruge yderligere af kommunens ressourcer på at udarbejde et lokalplanforslag og gennemføre en omfattende offentlig høringsproces.
For det første er der langt fra frit slag for, hvor store boliger man kan opføre i en feriepark. Investor har efter, at der blev indgået en politisk aftale om maksimalt 200 enheder, præsenteret et udkast for kommunalbestyrelsen, hvor det maksimale antal boliger er skåret ned fra de oprindelige 500 til 200. Til gengæld har man forsøgt at omgå begrænsningen på det maksimale antal ved at bygge langt større huse, helt op til 250 m2 og med et bebygget areal på samme antal m2 som i det tidligere projekt med 500 boliger.
Det virker som om, at det er sket i et snævert samarbejde med borgmester og forvaltning.
Et sådant forsøg på at ”liste” langt flere bolig-m2 ind i projektet strider imidlertid mod Planklagenævnets opfattelse af, hvor store ferielejligheder i et feriecenter kan være. I en afgørelse i en sag fra Falster om såkaldte kæmpesommerhuse, som Planklagenævnet traf i januar 2021, blev størrelsen på ferielejligheder i et feriecenter defineret på følgende måde (1): ”Ferieboligerne i et feriecenter må efter nævnets opfattelse forventes at være mindre bygninger, som typisk har plads til 2-6 personer og i enkelte tilfælde eventuelt op til ca. 8 personer.” Og videre hedder det i afgørelsen:
”Projektet i den konkrete sag omfatter 10 huse på 182 m2 – 242 m2 med 10-14 sengepladser. Husene har efter Planklagenævnets opfattelse et omfang, som langt overstiger det forventelige i et feriecenter”.
Mange af husene i feriecentret ved Hjelm Bugt, som det blev præsenteret for kommunalbestyrelsen, og som det blev beskrevet i den bog, som investor har ladet distribuere til alle husstande i kommunen, har altså efter Planklagenævnets opfattelse et omfang, som langt overstiger det forventelige i et feriecenter. Denne opfattelse af størrelsen på et feriehus fremgår også af en korrespondance mellem Bolig- og Planstyrelsen (som er den nationale planmyndighed, der skal håndhæve de nationale interesser) og foreningen Hjelm Bugts Venner:
”Styrelsen kan oplyse, at det er et krav til hoteldrift, at der er tale om en mindre arealkrævende ferieform. Det indebærer, at hotellejligheder/-hytter ikke kan få en størrelse, der gør, at de kan sammenlignes med sommerhuse. Der kan ikke fastlægges et fast loft, da det forudsætter en konkret vurdering, men den gennemsnitlige størrelse på danske sommerhuse ligger på ca. 80 m2, og en camping hytte må max være 45 m2. Disse aspekter vil indgå i en konkret vurdering af et hotelprojekt med fritliggende hytter/ferielejligheder”.
Man må altså forvente, at ferielejligheder skal være på et sted mellem 45 og 60 m2 for at blive accepterede. Et feriecenter med huse på 180 m2 og helt op til 250 m2, som er blevet foreslået af investor, kan ikke forventes at blive accepteret af Planmyndigheden. Heller ikke hvad angår det samlede antal enheder er der frit spil. 500 enheder, som investor har forsøgt at presse igennem – og som kommunen spillede ud med i sin høring af den såkaldte ”idefase” i efteråret 2020 – er imidlertid langt ud over rammen på 200 enheder, som den fremgår af den politiske aftale.
Aftalen er i parentes bemærket blot et referat af den oprindelige Regionplanramme fra 2005. Det viser et høringssvarsvar fra Erhvervsstyrelsen, som på det tidspunkt (efterår 2020) var planmyndighed, og som Vordingborg kommune modtog på sin såkaldte idefase (2).
Planmyndigheden varsler her et veto mod en så stor og indgribende feriebebyggelse på 500 enheder. Man åbner dog for, at man måske kan acceptere et anlæg, hvis det holder sig til den gamle ramme på 200. Men man gør opmærksom på, at en sådan accept af, at man ser bort fra reglerne” på baggrund af stedets ”historik”, stadig er i strid med Planloven og derfor stadig kan påklages til Planklageankenævnet, som kan afgøre, at Planlovens bestemmelser gælder, og byggeriet derfor ikke kan tillades. Placeringen af feriecentret har nemlig fra begyndelsen været i strid med Planlovens bestemmelser om placering af turismeanlæg i kystnærhedszonen. Planloven blev præciseret og understøttet med særlige vejledninger i 1994 under Svend Auken som miljøminister for at beskytte de åbne kyster,
som anses for at være en særlig dansk naturkvalitet. Planloven kræver, at der anføres en særlig grund til placering i kystnærhedszonen, og det er ikke gjort i tilfældet Hjelm Bugt. Planloven kræver endvidere, at nye anlæg placeres i byzone eller i nærheden af allerede eksisterende turistanlæg – det er heller ikke tilfældet her. Endelig kræver Planloven, at placering finder sted på baggrund af sammenhængende turistpolitiske overvejelser – fx hvorfor placering ved Hjelm Bugt foretrækkes frem for Sukkerfabrikken i Stege. Det ses heller ikke at være tilfældet her.
Man kan derfor undre sig over, at Planmyndigheden ikke allerede nedlagde veto i 2005, da rammen til et ”mindre” turistanlæg med maksimalt 200 enheder blev indføjet i Regionplan. Planmyndigheden var dengang placeret i Miljøministeriet, og den burde den have nedlagt veto. For at forklare dette svigt, kan man anføre, at Hans Christian Schmidt (V) havde afløst Svend Auken som miljøminister. Der blev på den tid udkæmpet mange hårde politiske kampe om byggeri ved kysterne, hvor ejere af jord i kystområderne og entreprenante ejendomsudviklere forsøgte at udstykke attraktive området ved kysten til sommerhuse og ferieanlæg. Det lykkedes politisk og gennem en ihærdig indsats fra grønne organisationer at forhindre de fleste af disse forsøg, men netop denne ramme for et mindre feriehotel ved Hjelm Bugt gled igennem Miljøministeriet uden offentlig og politisk bevågenhed.
Derfor er der i dag den besynderlige situation, at Vordingborgs kommuneplan indeholder en ramme med mulighed for et feriecenter ved Hjelm Bugt, samtidig med at den strider mod Planloven. Men der kan ikke forventes at blive åbnet mulighed for at opføre et feriecenter af den størrelse, som investor opererer med. Og selv et feriecenter med 200 enheder i beskeden størrelse kan blive mødt med et veto.
Konklusion:
Det kan undre, at Vordingborg kommune så aktivt har bidraget til at bibringe investor den opfattelse, at der kan bygges et feriecenter med mange og/eller meget store enheder.
Man må spørge sig selv om kommunalpolitikerne i Vordingborg er blevet ordentligt oplyst af forvaltningen om det relevante lovgrundlag for et evt. feriecenter? I så fald ville man formentligt have været mere forsigtig med at satse så voldsomt på projektet og bruge så mange ressourcer på det.
Og endeligt må det vurderes som værende overvejende sandsynligt, at et feriecenter ved Hjelm Bugt med et omfang, som det ønskes af den nuværende investor, vil blive mødt med et veto fra enten Bolig- og Planstyrelsen eller efterfølgende fra Planklagenævnet.
(1) Planklagenævnet: Afgørelse i klagesag om Guldborgsund Kommunes indirekte afgørelse af om sommerhuse … er i overensstemmelse med lokalplanen. 28. januar 2021
(2) Erhvervsstyrelsen: Høringssvar om ideer og forslag for et feriecenter på Møn. 29. september 2020.
Jørn Jespersen

Dette indlæg er desuden sendt til Plan og Teknikudvalget og Kommunalbestyrelsen i Vordingborg Kommune samt Sjællandske Nyheder.